I 1955 fik jeg en henvendelse fra det rådgivende ingeniørfirma Kampmann, Kierulff & Saxild om projektering af en helt ny lille by i Iran, Sar Bandar nede ved golfen.  Jeg var kommet hjem fra et årelangt ophold i Nairobi, hvor jeg havde arbejdet for et britisk arkitektfirma, Jackson & Hill, med projektering  af et Trypanosomiasis center i Mwanza, et hospital i Nakuru, samt industrielle projekter i Nairobi, Mombasa og Dar-Es-Salaam.

Opgaven i Iran var et led i den Iranske Syvårs Plan, som også omfattede veje og broer, i fortsættelse af det jernbanenet, som Kampsax havde udført før krigen. Den ny lille by skulle placeres i ørkenområdet ved kysten lige over for havnebyen Bandar Shahpour (nu Bandar Khomeini), som var anlagt ude i vandet af amerikanerne omgivet af et højt dige af hensyn til tidevandet og som var forbundet med en kilometerlang vej og et jernbanespor med kystområdet, hvor Sar Bandar skulle bygges. Årsagen hertil var de umenneskelige forhold i havnen, hvor en folketælling viste, at de 4112 beboere levede under forhold såsom at måtte forrette deres nødtørft på den udvendige side af diget, som så blev skyllet rent af tidevandet. Havnen havde under krigen fungeret som transit for de allieredes våbentransporter til Sovjet, i lighed med de nordlige over Murmansk.

Som tilsynsførende engagerede jeg to unge arkitekter, Munk Hansen og Hans Planck, sidstnævnte netop hjemkommet fra Sydafrika. Nogle måneder senere kom der besked fra Teheran, at Planck under en tur op i bjergene nord for Teheran var styrtet nogle hundrede meter ned og dræbt på stedet. Munk fortalte mig senere, at da han skulle identificere den dræbte i kølerummet, måtte han nærmest bæres ud derfra. Plancks forældre viste sig at være døde, så den sørgelige meddelelse blev givet til hans søskende. Munk Hansen fik siden en glimrende karriere som professor m.m., men sådan går det op og ned her i livet.

Sar Bandar projektet blev udført først på en tegnestue på Vesterbro med 15 stabile medarbejdere, heriblandt Bankole, yoruba fra Nigeria, og derefter i Sparekassernes Hus lige over for Nørreport station. Projektet omfattede en master plan for Bandar Shahpour (model), en administrationsbygning i denne havn og i byen Khorramshahr (model), samt en byplan for Sar Bandar og diverse boligtyper, rangerende fra de privilegeredes til det arbejdende folks. Den sidste opgave i denne forbindelse var et feasibility project for den iranske nationalbank til et 300 sengs hospital i det nordlige Teheran, som siden blev opført.

Jørgen Hersaa
Arkitekt M.A.A.