Et digt af William Blake
For mange år siden læste jeg et digt af William Blake (1757-1827), betitlet Jerusalem og som jeg holder meget af. Digtet er mørkt i tonen og mytebaseret (Jesus som romersk soldat i England?), men for mig meningsfuldt og lyrisk smukt.
Jeg har senere læst, at Blake i et brev til biskoppen af Durham forsøgte at kaste lys over, hvad han mente med det, nemlig åndelig fornyelse inden for den engelske statskirke og dens spirituelt korrupte indflydelse på de teologiske fakulteter i Cambridge og Oxford. — Nok om det, her er digtet:
“And did those feet in ancient time
Walk upon England’s mountains green?
And was the holy lamb of God
On England’s pleasant pastures seen?
And did the countenance divine
Shine forth upon our clouded hills?
And was Jerusalem builded here
Among those dark, satanic mills?
Bring me my bow of burning gold
Bring me my arrows of desire
Bring me my spear: o clouds unfold
Bring me my chariot of fire!
I will not cease from mental fight
Nor shall my sword sleep in my hand
Till we have built Jerusalem
In England’s green and pleasant land”